Synes du også, at gode
naboer er guld værd?


Detailhandlen er hårdt ramt. Ikke os, der driver supermarkeder, men vores naboer i de mange mindre lokal- og specialbutikker, er pressede på grund af nedlukningen.

Og med den seneste forlængelse af restriktionerne, er der lange udsigter til almindelig hverdag for de selvstændige ildsjæle, der i den grad er en vigtig del af det lokale handelsmiljø over hele Danmark.

Som medlemsejet andelsvirksomhed er vi optaget af byens fællesskab. Vi ønsker levende byer med handel og aktivitet. Handelsgader med glade mennesker og et varieret forretningsmiljø.

Ikke triste, tomme ruder på byens centrale pladser.

Vi går ind for sund konkurrence, men lige nu kan vi sælge varer, som vores naboer ikke kan, og det ønsker vi ikke at spinde guld på.

Derfor har vi besluttet at donere det, vi tjener mere, end vi ellers ville  have gjort på vores non-food varer (ikke dagligvarer), til aktiviteter, der kan give liv og omsætning til de lokale butikker, når vi igen må mødes.

Vi vil sammen med den lokale handelsstand fordele pengene, så de gør bedst nytte lokalt, f.eks. til annoncering eller lokale aktiviteter. Initiativet gælder fra 1. januar 2021 og fortsætter, indtil de mindre  detailhandlere får lov til at åbne igen.

Hilsen
Kvicklys 67 varehuschefer i 62 danske byer.