Krydderurter er en fantastisk smagsgiver, som giver ekstra pift og aroma til maden. Med krydderurter - både friske, tørrede og frosne - kan du altid toppe et lækkert måltid af med den gode smagsgiver.

Endnu bedre er det at dyrke sine egne krydderurter. Det giver dig nemlig mulighed for altid at have friske krydderurter lige ved hånden, når du skal kreere et lækkert måltid for dig og din familie, som kan bruge et sidste lille smagsløft.

Du får her gode tips og råd til, hvordan du dyrker krydderurter både indenfor og
udenfor.

 

Hvad er krydderurter?

Krydderurter er populære at bruge som krydderi til madlavningen, fordi de er fyldt med god smag og duft. Krydderurter har nemlig en helt særlig aroma, der kan løfte din madlavning til et nyt niveau, når du eksperimenterer i køkkenet.

Men hvad er en krydderurt egentlig?

En krydderurt er en plante, der kan tilsættes maden for at tilføje eller fremhæve den gode smag. Krydderurter er derfor en betegnelse for planter, der tilsættes i
madlavningen for at give ekstra smag og duft.

De mest brugte krydderurter er persille, timian og laurbærblade, som kan fås tørrede eller friske ligesom alle andre krydderurter.

Når du skal have krydderurter, kan du altså vælge mellem de friske og tørrede. Der er dog ikke meget, der kan slå de friske og hjemmedyrkede krydderurter.

Krydderurter er meget mere end bare god smag

Krydderurter har også et højt indhold af vitaminer og mineraler, som er gode for din krop. Udover den gode smag, kan krydderurter derfor også gøre underværker for dig og dit helbred.

Gennem tiden er krydderurter blevet anvendt til medicinske formål. Det skyldes, at mange krydderurter er bakteriedræbende, hvilket er en positiv sideeffekt særligt ved de stærke krydderurter. Andre krydderurter kan også virke fordøjelsesforbedrende.

Hvis du ikke allerede bruger krydderurter i madlavningen, er der derfor mange gode grunde til at begynde med det allerede nu.

 

Dyrk krydderurter i haven – Sådan gør du

Dyrker du dine egne krydderurter i haven, har du altid friske urter lige ved hånden, når du laver et lækkert måltid, der skal toppes af med en frisk, grøn krydderurt.

Du kan både plante dine krydderurter indenfor i køkkenet eller udendørs. Du kan plante krydderurterne i haven fx i krukker og potter eller plante dem i højbede.

Placér planterne så tæt på dit køkken som muligt

Hvis du dyrker dine krydderurter udendørs i krukker eller højbede, bør du placere dem tættest på dit køkken, da det sikrer dig nem adgang til dem, når du er i gang med madlavningen.

Det er desuden vigtigt, at du placerer dine krydderurter et lyst sted, hvor de kan få sollys, og hvor de samtidig står i læ for vinden. Du skal samtidig også sørge for at vande dem jævnligt, så de holder sig friske og ikke visner.

Hvis du placerer krydderurterne i den anden ende af haven, vil sandsynligheden for at du bruger dem i din madlavning, være langt mindre. Du bør derfor altid placere dem så tæt på dit køkken som muligt.

Det er forskelligt fra hver krydderurt, hvordan de skal passes for, at de gror. Du bør derfor sætte dig ind i, hvordan de forskellige krydderurter dyrkes, hvis du gerne vil plante mere end én slags krydderurt.

 

Nybegynder i at dyrke krydderurter?

Hvis du går med tanker om at plante dine egne krydderurter i haven, men er du ikke helt sikker på, hvordan du kommer i gang, så er det en god ide at starte ud med krydderurter, der er nemmest at passe og pleje.

Start med en mindre urtehave med få krydderurter og vælg de krydderurter, du er
gladest for at bruge i madlavningen - så du får mest mulig glæde af dem.

Nemme krydderurter du kan starte med

De krydderurter, som er nemmest at dyrke og holde i haven, er følgende:
- Oregano
- Mynte
- Timian
- Purløg
- Salvie

Oregano

Oregano har en busket vækst med lyserøde eller hvide blomster. Det er bladene fra oregano, som bruges i madlavningen i en tørret udgave. Den tørre udgave af oregano bruges ofte ovenpå en sprød pizza, da det giver den gode smag af ægte italiensk pizza.

Mynte

Mynte fås i mange forskellige afskygninger, men fælles for alle myntetyper er, at de kan vokse sig op til 40-50 cm i højden og kan desuden holde i flere år. Mynte har en kraftig duft og grønne blade. Mynte bruges ofte til te, desserter og drinks, men bruges ikke så meget i madlavningen i norden.

Timian

Timian er kendt for at være en duftende staude, der har tynde, firkantede stængler. Timian planten kan blive helt op til 30 cm i højden. Timian planten har grønne, ovale blade, hvor der blomstrer rosa eller violette blomster på, når timian er i højsæson.

Purløg

Purløg stammer fra løgfamilien og er en krydderurt, der kan blive op til 20-40 cm i
højden. Purløg har tykke og grønne blade, der blomstrer i perioden juni til juli med
lysviolette blomster. Purløg egner sig særligt godt til salater i sommervarmen eller
omeletter.

Salvie

Salvie er en krydderurt, der vokser i en halvbusk, som kan blive helt op til 40-80 cm høj. Salvien har firkantede stængler, der har rynkede, grå blade med små dun. Den blomstrer fra juni-juli, hvor der vokser blåviolette blomster på.

 

Dyrkning af krydderurter indendørs

Hvis du ikke har en have eller blot foretrækker at have dine krydderurter tæt på dig i køkkenet, når du laver mad, kan du med fordel dyrke dine krydderurter indendørs.

Når du dyrker krydderurter indendørs, er det vigtigt, at du stiller planterne et lyst sted i køkkenet. Krydderurter trives nemlig bedst på en lys og solrig placering uden for meget gennemtræk.

Krydderurter, der dyrkes indendørs, skal desuden plantes i en blød, næringsrig pottemuld og skal vandes regelmæssigt, så de holder sig friske.

 

Hvilken jord til krydderurter i haven?

Hvis du planter krydderurter i havekrukker, er det en god idé at købe en god
krydderurtejord, som er tilpasset urternes næringsbehov. Du kan dog også bruge
muldjord, som gerne må blandes med kompost. En tredje mulighed er at bruge
pottejord, som du kan fylde i potter og krukker.

TIP!
Det kan være en god ide at fylde havekrukkernes bund med et
drænmateriale såsom lecakugler. De sørger for, at det overskydende
vand kan rende væk fra krydderurternes rødder.

Dyrker du dine krydderurter i potter eller krukker for derefter at udplante dem, er det en god idé at plante urterne ud i jorden på et lunt sted uden direkte sollys, inden vinteren kommer. Det giver dine krydderurter en større chance for at overleve.

 

Hvordan tørrer man krydderurter?

Når efteråret og vinteren rammer det danske land, kan du strække fornøjelsen af dine krydderurter ved at fryse dem ned eller tørre dem.

Uanset om du vælger at tørre eller fryse dine krydderurter, bør du høste dem, når de er friskest om sommeren, da det er her, de er mest velsmagende. Når du har høstet dine krydderurter, skal du skylle dem i koldt vand og herefter tørre dem i et klæde.

Hvis du ønsker at tørre dine krydderurter, kan du herefter lægge dem på et stykke
køkkenrulle og tørre dem herpå i mikroovnen i få minutter, indtil de bliver helt
udtørrerede. Alt efter bladenes tykkelse, kan dette tage op til fem minutter.

De tørrede krydderurter bør opbevares i en lufttæt beholder, så du er sikker på, at de holder længst muligt.

God fornøjelse!