Din store guide til barnedåben

Jeres liv har ændret sig for altid, og I glæder jer til at byde jeres lille øjesten ordentligt velkommen til verden med en fest for venner og familie.

For de fleste forældre kan det virke lidt overvældende at planlægge en stor barnedåb med en lille baby på armen. Men bare rolig! Vi guider dig til de vigtigste overvejelser omkring dåben (eller navngivningsfesten), så I kan få skabt en uforglemmelig dag.

For en ammehjerne, kan det være rart med en liste over de ting, der skal ordnes inden dåbsdagen, derfor har vi samlet en liste over, hvor du kan begynde din planlægning:

Tjekliste til barnedåb:  

  • Find et navn til den lille ny (barnet skal være døbt/navngivet inden det er 6 måneder)
  • Find en dato for dåben
  • Kontakt kirken og præsten
  • Vælg 1 gudmor/far og 2-5 faddere
  • Find ud af, hvor festen skal holdes
  • Send invitationer ud (senest 3 uger før festen)
  • Vil i servere brunch, frokost eller buffet?
  • Bestil mad og vin/øl til festen
  • Find ud af borddækning (tema, duge, servietter, lys mm.)
  • Lav bordplanen
  • Find barnedåbskjole; arvestykke eller nyindkøbt?

Vidste du?

De fleste forældre vælger at få deres børn døbt i 3-måneders alderen. På den måde er sandsynligheden større for, at de sover igennem ceremonien. Selvom der selvfølgelig stadig er mange babyer, der har underholdt kirken med en utilfreds skrigesang.

Barnedåb eller navngivningsfest?

Det første man som forældre skal gøre op med sig selv er, om man vil have en traditionel kirkelig dåb, eller om man i stedet ønsker en navngivningsfest.

Vælger man en kirkelig barnedåb, skal der først og fremmest findes gudmor/far og faddere til barnet. Man skal mindst vælge 2 og højst 5 faddere til barnet. Gudmoren/faren siger på barnets vegne ’Ja’ til, at barnet opvokser i den kristne tro. Man skal kontakte kirken og booke en dag for dåben. Mange vælger at bruge en dåbskjole, som har gået i arv i familien, andre vælger at sy egen brudekjole om til en dåbskjole, og endnu andre vælger at købe en helt ny en.

Vidste du?

…at andelen af nyfødte, der bliver døbt i Folkekirken, i dag udgør ca. 68%, hvorimod det i 1980’erne udgjorde ca. 80%? Det danske samfund er i dag en blanding af trosretninger og religioner, og det er derfor blevet en hel del mere normalt at vælge en mere uformel forsamling i stedet for et kirkeligt ritual.

Sådan foregår barnedåben  

Dåben begynder med, at præsten beder en bøn. Til sidst beder præsten Gud om at tage imod netop dette barn, som nu skal døbes.

Så rejser alle i kirken sig op, og præsten læser op fra Bibelen.

Præsten taler derefter til barnet, som skal døbes. Præsten tegner korstegn over ansigt og bryst som symbol på, at barnet nu er døbt i den kristne tro. Derefter spørger præsten: Hvad er barnets navn? Gudmoren/faren siger barnets fulde navn og svarer på barnets vegne ’ja’ til en række spørgsmål indenfor den kristne trosbekendelse. Til sidst siger gudmor/far ’ja’ til spørgsmålet: Vil du døbes på denne tro?

Præsten øser nu vand over barnets hoved tre gange. En gang for Gud, en gang for Jesus og en gang Helligånden. Præsten velsigner så barnet, og barnet er dermed døbt.

Barnedåbstraditioner  

Den lange dåbskjole
Du har sikkert undret dig over, hvorfor en dåbskjole skal være så lang. Det skyldes, at man i 1600-tallet dyppede barnet helt ned i vandet og efterfølgende brugte en lang dåbspose, hvor barnet blev holdt varmt. Senere åbnede man posen og længden viste, hvor meget velstand familien havde.

Den hvide dåbskjole
Det er først i 1800-tallet, det bliver en skik, at børn bliver døbt i hvide klæder. I middelalderen var barnets dåbsdragt typisk meget farverig og gerne rød. Det symboliserede, at dåbsdagen var en fest dag.

Første lur i dåbskjolen
Det er blevet en tradition i Danmark, at barnet sover første lur i sin dåbskjole. Det skulle bringe barnet held og lykke til sin videre færd i livet.

Bordpynt
Det er efterhånden blevet en tradition, at man til en pigedåb har lyserøde nuancer, og til en drengedåb har blå nuancer i sin bordpynt. De lyserøde nuancer skulle symbolisere lykkebringende kærlighed for en pige, mens de lyseblå nuancer skulle symbolisere lykkebringende troskab for drengebarnet.

Kage
Det er ingen hemmelighed, at danskere elsker kage, og man kan næsten ikke sige fest uden at sige kage. De senere år er der kommer mere og mere tradition for at sørge for en fint pyntet kage med barnets navn og dåbsdato på. Disse kagetraditioner er formentlig inspireret af de amerikanske.

Suppe, steg og is
I en lang årrække var barnedåb lig med suppe, steg og is. I dag er mange familier gået over til at servere brunch, buffet eller en let frokost. Nogle vælger også at holde receptions-lignende barnedåb, hvor der serveres kaffe og kage.

Barnedåbstemaer
Googler man ’barnedåb’ kan man finde et hav af inspiration på nettet til temaer mm. Nogle vælger pirattema andre enhjørninger, luftballoner eller noget helt tredje.

Find din nærmeste Kvickly

Skal du nå at handle til Barnedåben? Så find din nærmeste Kvickly her, og se i vores avis. Avisen indeholder inspiration, et udvalg af aktuelle varer til en god pris – og gode tilbud lige nu.