”Psssssssss”, siger det pludselig fra slangen. Og du ved det med det samme: din cykel er punkteret. Selvfølgelig lige dér, hvor du har mindst tid.


Men i stedet for at trække den ind til cykelhandleren for at få den lappet – hvis du er så heldig at der er én i nærheden – kan du både spare penge og ikke mindst dyrebar ventetid på at lappe din cykel selv. Det tager nemlig ikke så langt tid, når først du har fået erfaring og øvelsen. Så tager det højst et kvarter.


Lap cyklen nemt

Det kan være lidt mere besværligt at lappe bagdækket på grund af, at der er flere elementer og krank og så videre, men det er helt samme princip. Du behøver to ting, for at lappe din cykel. Dækjern (to, gerne tre) og lappekit, der består af dæklim, lapper og sandpapir.


1. Sådan kommer du i gang

Du behøver ikke afmontere dækket. Start med at skrue ventilen af, husk den lille skrue inderst ved dækket. Nu bruger du dine dækjern. Klem det ene dækjern ind mellem fælg og gummihjul, så du kan vippe det og ”låse” det fast på en af hjulets eger. Gør det samme med dækjern nummer to, omkring 15 cm. fra det første. Nu kan du føre dækjernet langs dækket og på den måde løsne det. Hvis dækket sidder meget stramt, kan du bruge det tredje dækjern.

Når dækket er løsnet i den ene side, kan du trække slangen ud.


2. Pump dækket op igen

Nu skal ventilen på igen, for dækket skal pumpes helt op på ny, for at du kan finde hullet. Enten tager du slangen op til ansigtet, hvor hårene er mere følsomme og kan mærke luften der pustes ud af dækket. Ellers skal du fylde en balje med vand og lægge slangen derned. Dér hvor der kommer bobler op er dér, hvor hullet er. Men tjek lige for en sikkerheds skyld hele slangen igennem, for at sikre, at der ikke er flere huller.

Tør eventuelt slangen af, slib lidt ved hullet med sandpapir og læg derefter lim ved hullet – lige så stort et område som lappen er. Tiden afhænger, men limen skal først tørre lidt, mellem 2-5 minutter. Sæt lappen på og masser den godt ind i dækket.

Føl forsigtigt efter inde i dækket med fingrene og der sidder noget skarpt (fra dengang dækket punkterede).


3. Slangen på igen

Nu skal slangen på igen. Stik først ventilen gennem fælgens ventilhul. Skru den lille omløber på, inden selve ventilen skrues i.

Hvis du pumper en lillebitte smule luft i slangen er den nemmere at få på, og du risikerer ikke at den vrider sig. Når slangen er inde i dækket skal dækket på. Begynd ved ventilen og klem dækket ind mellem de to fælge. Gør dette hele vejen rundt, indtil dækket er på plads (nemmest med arbejdshandsker).

Nu pumper du dækket op – og din cykel er klar til at trille ud på vejene igen.


Du kan købe alt dit lappegrej i Kvickly – find nærmeste butik lige her.

FAQ om cykellapning

Hvorfor punkterer min cykel?

Ofte punkterer en cykel når en skarp sten, eller anden genstand, gennemborer dækket og cykelslangen udefra. En punktering kan dog også skyldes, at hjulets fælge generer cykelslangen. Det er derfor vigtigt at finde årsagen til, at man er punkteret.

Skal jeg skifte slange eller lappe min cykel?

Først og fremmest er det vigtigt, at dækket er i orden. Dækket er hjulets yderste lag, som skal beskytte slangen mod punktering. Hvis dækket er revnet eller meget tørt, skal det skiftes.

Medmindre cykelslangen er punkteret inde omkring ventilen, eller selve ventilen er utæt, kan man ofte lappe slangen. Det kræver dog at hullet i slangen kan lokaliseres.

Mange vælger at skifte deres cykelslange i stedet for at lappe den, da det er noget nemmere på de fleste cykler.

Hvad skal jeg bruge for at lappe min cykel?

For at lappe en cykel skal du bruge:
- 2 eller 3 dækjern
- Et stykke sandpapir
- Lapper
- Lim

Ofte fås ovenstående remedier i et samlet sæt og behøves altså ikke anskaffes enkeltvis.