Mange danskere bruger cyklen som transportmiddel på korte såvel som på lange strækninger. Men cyklen er ikke kun et transportmiddel, det er også en fantastisk måde at komme ud i naturen og motionere på. På cyklen er tiden nemlig din helt egen.
Det bliver nemmere og nemmere at finde gode cykelruter i Danmark på grund af teknologien. Det er bl.a. blevet muligt at planlægge sin cykelrute via f.eks. Google Maps. Du kan derfor vælge den sikreste cykelrute når du hopper på jernhesten frem for bil, gåben eller bus – samtidig får du en tidsestimering.
Kun få steder i verden kan hamle op med de fantastiske cykeloplevelser, som man kan få i Danmark. Men det er svært at vælge den smukkeste rute. Vi giver dig gode forslag til skiltede cykelruter på Fyn, Sjælland og i Jylland - både den korte og den der tager flere dage.
Cykelruter i den smukke fynske natur
Der findes over 1.000 skiltede cykelruter i smukt landskab på Fyn. De fleste cykelruter forløber sig af mindre trafikerede veje, hvor du har større chance for at møde andre cyklister end bilister. Du har derfor mulighed for at klare tankerne og få frisk vind i håret på en skøn cykelrute på Fyn.
Østersøruten: Spodsbjerg-Svendborg-Bøjden, 73,5 km
Cykelruten starter i Spodsbjerg på Langeland, i det smukke sydfynske øhav. Derefter fortsætter cykelruten langs havet til Svendborg. Svendborg er Sydfyns største købstad, hvor du har udsigt til store dele af det sydfynske ø-rige. Cykelruten fortsætter langs havet videre mod Faaborg, i grønne omgivelser. Turen slutter ved Bøjden Nor. Ved Noret kan du opleve et fuglereservat for mange vade- og andefugle på nært hold. Cykelruten er for dig, der har lyst til en lang tur i smukke omgivelser – langs havet.
Nyborg-Kerteminde, 25,5 km
Cykelruten fra Nyborg til Kerteminde er en smuk tur gennem skov, langs havet. Du starter i Nyborg, hvor du cykler langs stranden, og videre mod Teglværksskoven. Derefter fortsætter cykelruten lidt ind i land, hvor du oplever smukke skovområder og middelalderlige gårdbygninger. Cykelruten fortsætter ud mod Storebælt igen, og du slutter i Kerteminde. Kerteminde er Fyns tidligere mest betydelige havneby, og har derfor i dag en hyggelig fiskerihavn, der er et besøg værd. Cykelruten er for dig, der søger en kortere rute i smukke skovområder, langs vandet.
Cykelruter i varieret landskab på Sjælland
Cykling er en rigtig god måde at opleve den danske natur på. Sjælland byder på mange skønne cykelruter i forskelligt landskab – langs søer, hav og skovområder.
Skovruten: Gentofte Kommune, 15 km
Cykelruten i Gentofte Kommune forbinder flere grønne områder og løber gennem skove, parker, naturområder, kirkegårde, stisystemer og langs kysten. Cykelruten starter i Bernstorff Slotshave, som er kendt for store åbne sletter omgivet af bøgeskov. Derefter fortsætter cykelruten gennem Ermelunden, Ellemosen og Ordrup, hvor du oplever det højest beliggende område i Gentofte Kommune. Ruten fortsætter til Dyrehaven og Bakken, og slutter i Charlottenlund. Cykelruten er for dig, der ønsker en kortere rute gennem smukke skove og parker.
Dronningerunden: Fredensborg Kommune, 39 km
Dronningerunden er en ca. 40 km lang cykelrute, der går gennem Kokkedal, Nivå, Humlebæk og Fredensborg. Undervejs cykler du forbi en masse hyggelige landsbyer, seværdigheder og smukke landskaber. Cykelruten er for dig, der ønsker en længere cykelrute i varieret landskab, med muligheder for stop undervejs.
De skønneste cykelruter i Jylland
Jylland er især kendetegnet af en smuk vestkyst, der byder på dufte af hybenbuske og saltvand. I Jylland kan du opleve nogle af Danmarks smukkeste cykelruter, som går gennem noget af det skønneste og mest varierede natur.
Vestkystruten: Rudbøl-Skagen, 560 km
Vestkystruten er Danmarks nationale cykelrute nr. 1. På cykelruten oplever du smuk natur langs hav, skov og fjord. Det er en af Danmarks længste skiltede cykelruter, og du skal derfor planlægge turen over flere dage. Du cykler gennem to nationalparker i Thy og Vadehavet, Naturpark Vesterhavet og Danmarks ældste by, Ribe. Turen er for dig, der ønsker en lille cykelferie gennem varieret landskab, med masser af nationale fortællinger.
Fjordruten: Cykelrute i Østjylland, 19 km
Fjordruten starter i Odder og går rundt om Norsminde Fjord. På cykelruten oplever du en masse gode udsigtspunkter og et meget varieret landskab – du møder bl.a. det smukke syn af Kattegat på ruten. Cykelruten er især ideel for dig, der er interesseret i et rigt fugleliv.